• Det kan udvikle sig i det skjulte og føre til sygdomme som kræft og demens. To metoder til sundere tarme kan forebygge det

    المصدر: BDK Borsnyt / 17 يوليو 2025 00:22:11   America/Los_Angeles

    Når vi bliver ældre, mister kroppen gradvist evnen til at regulere og udnytte de næringsstoffer, vi får fra maden. Det betyder, at kroppen ikke længere optager og fordeler vitaminer, mineraler, fedt, protein og kulhydrater lige så effektivt som i de yngre år – og derfor får cellerne ikke altid den næring, de behøver for at udføre deres arbejde. Dette kaldes for forstyrret registrering af næringsstoffer. »Langvarig næringsmangel er en af de centrale årsager til, at vi med alderen får højere risiko for sygdomme,« siger Henrik Roager. Han er lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og forsker i fordøjelsen, som har stor betydning for evnen til at optage næringsstoffer. »Det kan blandt andet øge risikoen for knogleskørhed og tab af muskelmasse. Samtidig kan det give mere betændelse i kroppen, føre til flere infektioner og svække immunforsvaret,« siger han. Problemer med at optage næringsstoffer er en af de såkaldte »hallmarks of aging«, som Berlingske for nylig har beskrevet. Det er en liste over de biologiske processer, som forskere verden over anser som de vigtigste årsager til, at helbredet bliver dårligere med alderen – og som øger risikoen for de fire mest udbredte aldersrelaterede sygdomme: Kræft: Når kroppen ikke længere optager eller omsætter næringsstoffer effektivt, kan cellerne mangle vigtige vitaminer og antioxidanter, der beskytter mod dna-skader. Det kan øge risikoen for, at celler udvikler sig til kræft. Demens: Forstyrret regulering af næringsstoffer kan føre til mangel på essentielle næringsstoffer som B12, folat og omega 3-fedtsyrer, der er vigtige for hjernens funktion. Det kan sandsynligvis øge risikoen for kognitiv svækkelse og demens. Hjerte-kar-sygdomme: Ubalance i optagelsen af fedtstoffer kan føre til forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk og inflammation, hvilket kan øge risikoen for åreforkalkning og andre hjerte-kar-sygdomme. Type 2-diabetes: Hvis kroppen ikke regulerer sukker og fedtstoffer korrekt, kan det medføre insulinresistens og forstyrrelser i blodsukkeret, hvilket øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Tegn på problemer Problemer med at optage næringsstoffer udvikler sig ofte langsomt over mange år, før det viser sig som sygdom i den sene alderdom. Derfor kan vi i princippet tro, at vi er sunde og raske, selvom problemerne allerede er begyndt, fortæller Henrik Roager. Dårlig livsstil med for lidt motion, ensidig kost, alkohol og rygning øger risikoen for problemer med optag af næringsstoffer. Og når det begynder at gå ud over helbredet, vil det typisk vise sig i form af følgende tegn, forklarer han: Øget vægttab uden en åbenlys forklaring Øget antal infektioner Tab af muskelmasse Udpræget træthed Uforklarligt hårtab »Det kan være tegn på flere forskellige problemer i kroppen. Men hvis man er ældre og ikke umiddelbart er syg, er det muligt, at det skyldes problemer med at optage næringsstoffer ordentligt,« siger Henrik Roager. Heldigvis kan vi gøre meget selv for at forebygge, at kroppen får problemer med næringsoptaget, understreger han. Han fremhæver en varieret kost med fuldkorn, sunde fedtstoffer og proteinkilder som æg, bælgfrugter og magert kød. Desuden peger han på tarmene som en vigtig faktor. To metoder til sundere tarme Tarmen spiller en helt central rolle for, hvor godt kroppen udnytter næringsstoffer fra maden, forklarer Henrik Roager. Den er afgørende for fordøjelsen – og dermed for, hvor effektivt vi optager næringen. En generel sund livsstil er vigtig for tarmene, men to ting er særligt afgørende, påpeger han. 1. Spis grove grøntsager Hvis vi vil sikre, at kroppen fortsat optager næringsstoffer korrekt, skal vi træne tarmene, ligesom vi træner kredsløb og muskler. Det gør vi effektivt, når vi spiser grove grøntsager. Grove grøntsager er for eksempel gulerødder, kål, porre, rødbeder og majs. Ikke-grove grøntsager er blandt andet tomater, agurker, hovedsalat og peberfrugt – som også er vigtige for tarmene, men ikke giver de helt samme effekter som grove grøntsager, fortæller Henrik Roager. Grove grøntsager stimulerer tarmvæggene og får tarmene til at arbejde, så de bliver stærkere over tid Grove grøntsager indeholder også mange fibre, som først fermenteres af tarmbakterierne, når de er passeret hele vejen ned gennem tarmsystemet. Undervejs dannes der sundhedsfremmende stoffer, som blandt andet mindsker inflammation og dermed risikoen for at udvikle sygdomme. Koger eller blender vi grøntsagerne, ændres fibrenes struktur, hvilket gør, at næringen omsættes tidligere i tarmen. Det kan være en fordel, hvis man allerede har problemer med at optage næringsstoffer, forklarer Henrik Roager. Men det er ikke hensigtsmæssigt kun at spise grøntsager på denne måde, hvis man vil forebygge og træne sine tarme. Det er derfor vigtigt at spise grove grøntsager – gerne hver dag – påpeger han. 2. Dyrk motion Det er måske et lidt kedeligt råd, erkender Henrik Roager, men det virker. Motion øger mængden og mangfoldigheden af gode bakterier i tarmene, hvilket er afgørende for den generelle sundhed. Regelmæssig motion får desuden tarmbakterierne til at producere flere såkaldte kortkædede fedtsyrer, der reducerer inflammation og forbedrer stofskiftet. Motion stimulerer også tarmens muskelsammentrækninger og gør det lettere at flytte føde gennem fordøjelseskanalen, hvilket forebygger forstoppelse og forbedrer evnen til at optage næringsstoffer. »Det er enormt afgørende for sundheden og risikoen for at udvikle sygdomme, at vi har sunde tarme,« siger Henrik Roager. »Og disse to metoder er med sikkerhed effektive til at styrke tarmenes sundhed,« lyder det fra forskeren. https://www.berlingske.dk/vores-liv/det-kan-udvikle-sig-i-det-skjulte-og-foere-til-sygdomme-som-kraeft-og
شارك على،